• 20. marts 2019
  • 19:30
  • Engelsholm Højskole

Ole Jensen er uddannet keramiker fra Designskolen Kolding og senere fra Det Kongelig Danske Kunstakademi i København og er en af Danmarks betydeligste formgivere. Med en baggrund som keramiker er leret det foretrukne materiale, men det har gennem årene ført til arbejde i andre materialer og i mange retninger. Både som industrielt design og som kunsthåndværk fremstillet på eget værksted. Brugsting – ting med en funktion – har altid haft Ole Jensens særlige opmærksomhed, og han har aldrig set det som en hindring for samtidig at have høje kunstneriske ambitioner.

”Det er en evig udfordring at lave ting, som kan opleves som nye og særlige. Men det er ikke altid et spørgsmål om at finde på noget helt nyt og aldrig før set eller gjort. Det kan faktisk også være ganske sjovt at genopdage det glemte, det oversete eller fortrængte. Som når helt almindeligt rødler og oprindelige former på forunderlig vis åbenbarer sig med nutidig aktualitet. Eller som når almindelig hverdag ikke længere er trivialitet og nøgtern funktion, men tager form som en sanselig og poetisk gestus”

Ole Jensen vil vise eksempler på kunsthåndværk og design, der rummer såvel det særlige som det almene. ’Ualmindelig almindelig’ design.

I den større offentlighed er han især kendt for sit design i samarbejde med bl.a. Royal Copenhagen, Muuto, Normann Copenhagen og Louis Poulsen, men han vender til stadighed blikket mod den inspiration der udspringer i håndens arbejde, leret og keramikken. 

Køb billetten her eller i døren

 

Spar 50 kr. på billetten – bliv medlem af Klub Engelsholms Venner

Engelsholms Venner er klubben for dig der bare ELSKER Engelsholm, kunst og kultur. Hver onsdag aften er det højskoleaften på Engelsholm – og du er velkommen. Her inviterer vi indenfor til artist talks, koncerter og interessante foredrag, der kan udvide vores kunstneriske horisont og give os et nyt blik på det samfund, vi lever i.

Billetter til højskoleaftner koster 100 kr. pr. arrangement. Med dit medlemskab får du adgang til alle højskoleaftner til halv pris, 50 kr., undtaget til arrangementer med særpris, som fx Engelsholmkoncerten. Til arrangementer med særpris får du som medlem af Engelsholms Venner 50 kr. i rabat på billetten.

Dit medlemskab koster 100 kr. pr. år + gebyr (20 kr.). Prisen for medlemsskabet er tjent hjem efter kun to højskoleaftner.

Køb dit medlemskab her