• 21. august 2019
  • 19:30
  • Engelsholm Højskole

Projekter er alle vegne. I skolen, på arbejdet, i forvaltningen og i det, der engang hed privatlivet, ja sågar i singlelivet. Der er vanskeligt ikke at have nogen projekter. Og hvis man ikke har nogen, kan man omdøbe sine opgaver til projekter. Samtidig indrettes arkitektur, pædagogik og institutioner til at være projektorganisering for at imødekomme projektsamfundets forventninger. Hvorfor er projektet så allestedsnærværende?

 

Filosoffen Anders Fogh Jensen vil give nogle forskellige svar. Det viser sig nemlig, at projektets fremkomst har at gøre med en forvandling af den vestlige kultur, med de måder vi 
omgås tid og rum på og de måder vi danner relationer på. Projekter er en måde, som de gamle institutioner 
bliver blandet sammen på i en ny blanding: arbejdet kravler ind i hjemmet, sundhedsprojektet er med på ferien og engagementet viser sig som krav i skolen på linje med fagligheden. Det stiller nye krav til det enkelte menneske at leve i dette projektsamfund, hvor man tænker og forstår sig igennem midlertidige projekter, og hvor man hele tiden forventes at svare ”ja” og ”fedt” til alt. Det er noget andet, man skal kunne end førhen. Og det er andre farer, der lurer.

 

Anders Fogh Jensen er filosof, forfatter og foredragsholder. Ph.D. fra Københavns Universitet og D.E.A. i filosofi fra Sorbonne. Forfatter til bøgerne: Metaforens magt (2001), Mellem ting, Foucaults filosofi (2005), Magtens kartografi, Foucault og Bourdieu (2006), Projektsamfundet (2009), Projektmennesket (2009) og Epi-demos, En lille bog om store epidemier (2011), Hvordan skal jeg leve mit liv, Kierkegaard? (2013) og medforfatter til Pseudoarbejde (2018). Se mere på www.filosoffen.dk

 

Køb billetter og læs mere på: https://www.engelsholm.dk/kalender/foredrag-anders-fogh-jensen-projektsamfundet/