Danplokomotiv TKVJ nr. 12







Bygget i 1916 af Winterthur, Schweiz med byggenummer 2561  
Tjenestevægt 54,5 ton, Længde 13,455 m  
Kapacitet: Kul 3 ton,  vand 8 m2. Kedeltryk 12 atm
Hjulstilling 1C0-T2 Drivhjulsdiam 1,240 m
Max hastighed 60 km/t

Damplokomotivet TKVJ 12 var det første damplokomotiv som den dengang unge Kolding Lokomotivklub i 1968 købte.

TKVJ Nr. 12 havde dog dengang ikke kørt i mange år, og var i stedet hensat i remisen hos TKVJ. Noget som lokomotivet havde været siden midten af 1950’erne.

TKVJ som var privatbanen Troldhede-Kolding-Vejen Jernbane, åbnede i 1916, midt under 1. verdenskrig. Det gjorde at man dengang ikke, som ellers kutyme, kunne købe tyskbyggede lokomotiver. I stedet havde man rettet blikket mod Schweiz, hvor man hos Lokomotivfabrikken i Winter-thur fik konstrueret og leveret 4 damplokomotiver benævnt TKVJ 1-4. På Troldhedebanen, som var TKVJ’s daglige navn, gjorde de 4 lokomotiver god fyldest i de mange godstog i de første år.

Under 2. verdenskrig, hvor brændselsforsyningen i form af olie og benzin svigtede, fik damplokomotiver til opgave at køre med tørv og brunkul. I 1942 blev lokomotiverne omnummeret fra 1-4 til 11-14. TKVJ 2 skiftede dermed navn til TKVJ 12.

Efterhånden normaliseredes situationen efter krigen, og behovet for store godstog hos TKVJ svandt ind. De 4 lokomotiver blev enten ophugget eller for TKVJ 12’s vedkommende hensat. Her stod lokomotivet stadigvæk i 1968 da banen blev nedlagt. Kolding Lokomotivklub overtog TKVJ 12, som dog langt fra var køreklar. Faktisk har lokomotivet været under restaurering i større eller mindre omfang siden dengang. En restaurering som nu er tilendebragt.

I efteråret 2015 kørtes de sidste prøvekørsler, og de forskellige tilladelser var i hus. TKVJ nr. 12 kunne dermed igen komme ud og arbejde på skinnerne.

Den 9. juli 2016 blev lokomotivet officielt indviet. Læs om indvielsen, læs formandens tale med en gennemgang af restaureringsprocessen på http://sjvt.dk/aktuelt.htm

Diesellokomotiv HHJ Dl 11

 

Bygget hos Frichs i Aarhus i 1952, byggenummer 471
Dieselelektrisk med to motorer a 250 hk
Vejer 62 tons og er 13,2 m langt
Max hastighed 75 km/t

Vores diesellokomotiv HHJ DL 11 er et eksempel på, hvordan privatbanernes lokomotiver kom til at se ud efter 1945. Krigen havde været hård ved mange privatbaners materiel. Det var simpelthen nedslidt således at en fornyelse var nødvendigt de fleste steder, hvor der fortsat var en godstrafik af betydning. Til persontrafikken anskaffede privatbanerne sig i stor stil skinnebusser, finanseret af moderniseringslån, mens lokomotiver til godstrafikken måtte anskaffes på anden vis. Den spændte valutasituation efter krigen gjorde at man kun kunne anskaffe sig danskbygget materiel. Det endte med at en bestilling på 9 diesellokomotiver blev bestilt hos Lokomotivfabrikken Frichs i Aarhus. Lokomotiverne blev i eftertiden kendt som ”marcipanbrød” med henvisning til udseendet. Frichs havde i mange år bygget især damplokomotiver og motorvogne til DSB og enkelte privatbaner.

Denne samlede bestilling af førstnævnte lokomotivtype blev afleveret og i 1952 kunne HHJ, forkortelse for Hads-Ning Herreders Jernbane, i daglig tale Odderbanen, modtage sit nye diesel-lokomotiv. Dette lokomotiv fik benævnelsen HHJ M 3. I mange år blev lokomotivet anvendt til Odderbanens dengang store godstrafik. I 1969 blev lokomotivet omlitreret til HHJ DL 11, sådan som lokomotivet i dag er benævnt. Op gennem 1970’erne havde HHJ fortsat en meget stor godstrafik, som gjorde at HHJ DL 11 blev brugt i stort omfang.

Omkring 1990 var dels godstrafikken ved at forsvinde hos HHJ og dels havde man siden 1977 haft yderligere et lokomotiv. I 1998 besluttede HHJ at sælge DL 11 til en veteranbane og Lokomotivklubben overtog HHJ DL 11 i efteråret 1998. Inden afleveringen af lokomotivet fik det et teknisk eftersyn og en opmaling i HHJ’s dengang kendte orange/hvide farve.

Fra 1999 har lokomotivet haft base i Lunderskov remise sammen med resten af veterantoget, og lokomotivet er en fast bestand af veterantogene. Både til selve kørslerne og til materielflytninger.

Vognene

Vores personvogne er trævogne med åbne endeperroner bygget til forskellige privatbaner rundt om i landet. De er bygget fra 1898  til 1916, og for de flestes vedkommende bygget hos Scandia i Randers. Det er typiske 3. klasses vogne, senere fællesklasse, vogne med storkupeer. Undtagen OKMJ A 10 der er en kupé vogn beregnet for 1. og 2. klasse.
Vores kioskvogn er KS C3 - Kolding Sydbaner, og ellers er der vogne fra RGGJ - Ryomgård-Gjerrild-Grenå Jernbane. FFJ - Frederikshavn Fjerritslev Jernbane. HHJ - Odderbanen. Fra de fynske nordbaner OBM og OKMJ. Endelig fra TKVJ Troldhede Kolding Vejen Jernbane, ligesom damplokomotivet.


Diesellokomotiv VNJ 11

Bygget hos Frichs Aarhus i 1932 med byggenummer 123
Dieselelektrisk effekt 100 hk
Vejer 40 tons og er 8,83 m langt.
Max hastighed 60 km/t

 

VNJ 11 har kørt på banerne omkring Varde, sidst Varde Grindsted. VNJ 11 kom til foreningen i 1978. VNJ er en såkaldt "Frichs firkant", som fabrikken havde held med og solgte til flere privatbaner, en pioner som diesellokomotiv.
Der er ikke megen motorkraft, men VNJ 11 har dog trukket små veterantog og gennem Grejsdal. VNJ 11 r i øjeblikket under restaurering i remisen i Lunderskov

Damplokomotiv DSB F694

 

Bygget hos Frichs i Aarhus i 1920 med byggenummer 20
Tjenestevægt 37 tons. Længde 9,17 m
Kapacitet: 1,5 tons kul og 3,5m3 vand, kedeltryk 12 atm
Hjulstilling 0C0t, Hjuldiameter 1.252 m

F 694 blev leveret fra lokomotivfabrikken Frichs i Århus i 1920, som byggenummer 20, og blev herefter anvendt på en række østjyske stationer indtil 1961. Efter en kort periode som hensat lokomotiv, blev den sat i stand, og anvendt som togforvarmningskedel.

I 1972 overtog Lokomotivklubben KLK lokomotivet og satte det i stand. Siden har F 694 fremført klubbens dampveterantog, og har i den forbindelse kørt i bl.a. Vejle, Haderslev, Kolding, Fredericia, Middelfart, Odense, Flensborg, Give, Herning, Esbjerg, Tønder, Åbenrå, Sønderborg.

F- maskinerne klarede størstedelen af DSB’s rangering indtil begyndelsen af 60’erne. Desuden anvendtes F-maskinerne også til lokalgodstog, og enkelte steder, på mindre sidebaner, desuden som person- og godstog. Lokomotivet kører lige så godt forlæns som baglæns.

De første F-maskiner kom til Statsbanerne i 1898, indtil 1921 i 105 eksemplarer. Efter 2. verdenskrig i 1949-50 blev der bygget yderligere 15 lokomotiver. Alle efter samme tegninger.

F694 blev taget ud af drift i 2008, pga. en slidt kedel. F694 kan nu ses i Den Gamle By i Aarhus hvor den indgår i en udstilling.