• 8. juni 2018
  • 16:00
  • Byens Cafe, Jelling

 

Kom til Happy Hour i Byens Café med musik af Frantzen og Norlyk.

Frantzen & Norlyk er et band med dybe rødder i lokalområdet. Og de fleste af medlemmerne huserer stadig på Jelling-Vejle-egnen.

Det hele begyndte med, at de to gamle venner Jesper Stæhr Frantzen og Hans Christian Norlyk for tre år siden gik i gang med at arbejde på en stribe hjemmegjorte sange. Det var nok aldrig tænkt som et rendyrket duo-projekt, og der gik da heller ikke længe, før et backingband var på plads, så numrene kunne iføre sig den rette rock-beklædning.

Frantzen & Norlyk har spillet på forskellige spillesteder og festivaler - bl.a. Jelling Musikfestival i 2016 og 2017 - og konceptet er rock, sådan i bred forstand, med danske tekster. Tekster, som gerne må mane til eftertanke. Tekster med mening i. For det meste i hvert fald. Komponist og tekstforfatter Jesper Stæhr Frantzen mener selv, at lyrikken strækker sig fra uhøjtidelig hverdagspoesi til samfundskritisk ballademageri, som gerne må skabe lidt røre i andedammen og lokke nogle skeletter ud af skabene.

Hen ad vejen har der været nogle udskiftninger i bandet, som i dag står med stærkeste opstilling: Jesper Stæhr Frantzen, guitar, Hans Christian Norlyk, vokal, Thomas Rasmussen, bas, Henrik Rosendal, keyboards, og Jens Jakob Ellebæk, trommer.